—¿Por qué lees tanto? —(…) Mi mejor arma está en el cerebro. Mi hermano tiene su espada; el rey Robert tiene su maza, y yo tengo mi mente… Pero una mente necesita de los libros, igual que una espada de una piedra de amolar, para conservar el filo. —(…)—. Por eso leo tanto, Jon Snow.

TYRION LANNISTER.

sábado, 4 de enero de 2014

239.-Lex Regia de Dinamarca 1665 (II) a



Luis Alberto Bustamante Robin; Jose Guillermo Gonzalez Cornejo; Jennifer Angelica Ponce Ponce; Francia Carolina Vera Valdes;  Carolina Ivonne Reyes Candia; Mario Alberto  Correa Manríquez; Enrique Alejandro Valenzuela Erazo; Gardo Francisco Valencia Avaria; Alvaro Gonzalo  Andaur Medina; Carla Veronica Barrientos Melendez;  Luis Alberto Cortes Aguilera; Ricardo Adolfo  Price Toro;  Julio César  Gil Saladrina; Ivette Renee Mourguet Besoain; Marcelo Andres Oyarse Reyes; Franco Gonzalez Fortunatti; Katherine Alejandra Del Carmen  Lafoy Guzmán; 
Joyas de la corona danesa.
Scherezada Jacqueline Alvear Godoy


 Wii Friderich dend Tredie, aff Guds Naade Dannemarckis, Norgis, Wendis och Gottis Konning, Hertug udi Schleszuig, Holsten, Stormarn och Dihtmarschen, Greffue udi Oldenborig och Dellmenhorst, etc., 

Giøre alle Vitterligt, At Efftersom Wii icke alleene aff andres exempel, men endoch aff eygen forfarenhed haffver fornummet og udj gierningen befundet, huor underligen den store og Allmegtige Gud offver alle Konger og Herskaber saavelsom deris underhaffvende Riger og Lande effter sin urandsagelige Viisdombs raad hersker og alting derudj styrer og beskicker, fornemmeligen i det Hans Guddommelige Allmagt den offver Os, Voris Kongelige Huus og disse Vore Kongeriger og Lande udj forgangne Aaringer svæbende fare, ja fast øyensiunlig forestaaende yderste forderff og undergang saaledis faderligen haffver affvendet og till saadann een ende udført, at Wi icke alleene er bleffven reddet og satt udj ynskelig fred og rolighed, mens end ogsaa Voris da værende Rigens Raad og samptlige Stænder, Adel og Uadel, Geistlig og Verdslig dertill bevæget deris forrige Kaar og Wallrettighed at affstaa og begiffve, den tillforne aff Os underskreffne Haandfestning med alle sine Gienparter, puncter og clausuler død, magtesløs og till intet at giøre, Os fra Voris Eed, Vi giorde, der Vi først traade i Regieringen, udj alle maader og uden nogen exception qviit og frii at erklære, og saaledis Os oc de aff Os, saasom Hoffvedet og første Eyere, ved rett lowlig Egteskab needstigende Mand og Qvinde Linier, saa lenge nogen aff dennem i Liffve ere, ArffveRettigheden till disse Vore Kongeriiger danmarck og Norge sampt alle Iura Majestatis, absolute Magt, souverainetet og alle Kongelige Herligheder og Regalier utvungen og uden nogen Voris tillskyndelse, anmoding eller begiering aff eygen frii Villie og fuldberaad Huu allerunderdanigst at andrage og offverantvorde, dislige at renuntiere den aff Os paa Voris Elskl. kiere Søns Printz Christians Veygne anno 1650 den 18 Iunij udgiffne revers sampt Voris provisional disposition dateret anno 1651 den 9 Iunij, saavelsom og alt hvis udj Recessen, Ordinantzen og andre forordninger kunde findes, Haandfestningen gemess, at stride mod denne Voris ArffveRettighed, souverainetet og absolute Regiering, stillende det ogsaa udj Voris eygen Allernaadigste Villie, icke alleeniste paa huad maade Regieringen hereffter skulde indrettes, mens endoch huorledis med successionen og Arffveliniernes ordentligen paa hinanden følgende Rad blant Mand og Qvindekiøn skulde forholdes, og paa huad manneer i den minderaarige Konges unge Alder (om slig minorennitet i fremtiden sig maatte tildrage) Regimentet skulde føres og beskickes og herom effter Voris eygen Naadigste tycke og Velbehag een forordning at giøre, som de da loffvet og med Eed sig forpligtet haffver at skulle være dennem, deris Arffvinger og posteriteten een fundamental, det er uforanderlig GrundvoldsLow og aff dennem udj alle sine puncter og clausuler effterkommes, saa at Vi, Voris Egte LiffsArffvinger og deris descendenter udj ingen maade hemmelig eller aabenbarlig derimod aff dennem eller deris Arffvinger og Effterkommere skulde hindres og foruroliges, mens ydermeere med Eed forbundet sig imod alle og een huer, i huem det være kunde, Indlændske eller udlændiske, som herimod skulde ville handle eller tale, saadant at forsvare, Liff og ære, gods og blod derhos at opsette, og at fra saadan deris pligt og skyldighed dennem, deris Arffvinger og Effterkommere ingen Venskab eller Fiendskab, frygt eller fare, gaffn eller Skade, had, Affvind eller nogen menniskelig List og paafund udj ringeste maade skulde affvende, og huad helles ydermeere deris underdanigste Løffter og tilsagn ere, huormed bemeldte Voris kiere og tro undersaatter deris inderlige devotion og kierlighed till Os og deris Hiertelig Attraa till Vores Kongelige Arffvehuses florerende fremvext og tiltagelse og disse Vore ArffveKongerigers allmindelig tryghed og rolig Velstand haffver vildet giffve tilkiende: Da haffve Vi ochsaa saadann den Guddomlige forsiuns synderlige skickning og Voris kiere og tro undersaatters store kierlighed og allerunderdanigste devotion till Os tilbørligen offverveyet og betragtet, og derfor billigen Vore tancker derhen vendet og rettet, saadann Regierings Form og Arffvesuccession at forordne og beskicke, som sligt et EenevoldsArffveKongedømme og Regimente det endeligen fordrer og udkreffver, huilcken Vii ochsaa med og udj denne KongeLow saasom Kongedømmets rette uforanderlige fundamental Low, vill haffve forordnet og beskicket, som skall holdes og agtes aff Voris Arffvinger, deris Effterkommere og descendenter saavelsom og aff meenige Vore Kongerigers og Landes Jndbyggere fra den Høyeste till den Laweste, ingen undertagen, for een fuldkommen uryggelig og uimodsigelig forordning og Low till ævig tiid.

 I. Den beste begyndelse till alting er at begynde med Gud. Det første derfore, som Vi for alting ville udj denne KongeLow allffvaarligen haffve befalet, er: at Voris Effterkommere, Børn og Børnebørn i tusinde Leed paa Færne og Mørne, EenevoldsArffveKonger offver danmarck og Norge ære, tiene og dyrcke den eene rette og sande Gud paa den maade og manneer, som hand sig i sit hellige og sande ord aabenbaret haffver, og Voris Christelige Troe og bekiendelse klarligen derom formelder effter den form og maade, som den reen og uforfalsket er bleffven foresatt og fremstillet udj den Augsburgiske confession Aar et tusind fembhundrede og trediffve, og ved samme reene og uforfalskede Christelige Troe holde Landsens Jndbyggere og den vældeligen haandhæffve og beskierme i disse Lande og Riger mod alle Kiettere, Sværmere og Guds bespottere. 


II. Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene. 


III. Skall derfor ochsaa Kongen alleene haffve høyeste Magt og Myndighed till at giøre Lowe og forordninger effter sin eygen gode Villie og Velbehag, at forklare, forandre, formeere, formindske, ja og slet at oppheffve forrige aff hannem sielff eller aff hans Forfædre udgiffne Lowe (denne KongeLow alleene undertagen, huilcken saasom Kongedømmets rette Grund og GrundvoldsLow jo endeligen faar at bliffve uforanderlig og uryggelig), saa og at undertage huad og huem hand lyster udaff Lowens allmindelige befalning. 



IV. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt og Myndighed at isette og affsette alle Betiente, høye og lawe, være sig huad naffn og titel de haffve kunde, effter sin eygen frii Villie og tycke, saa at alle Embeder og Bestillinger, i huad Myndighed de haffver, skall aff Kongens Eenevoldsmagt saasom af een kilde haffve sin første oprindelse. 


V. Kongen skall eene haffve Vaabens og VæbningsMagt, at føre kriig, slutte og opheffve forbund med huem og naar hand det got befinder, Told og all anden contribution at paalegge, efftersom een huer vel veed, at Riger og Lande icke tryggeligen kand besiddes uden væbnet Magt, og KriigsMagt kand icke holdes uden besolding, og besolding icke bringes till Veye uden Skatt. 


VI. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt offver all Clericiet fra den høyeste till den Laweste, at beskicke og anordne all kircke og Gudstieniste; Moder, Sammenkomste og forsamblinger om Religions Sager, naar hand det raadeligt eragter, biude, forbiude; og i allmindelighed, korteligen at sige, skall Kongen eene haffve Magt at bruge alle Regalier og Iur. Majestatis, huad naffn de og haffve kunde. 


VII. Alle Regieringens ærinder, breffve og forretninger skall udj ingen end udj Kongens naffn og under hans Signete udgaa, og skall hand altid sielff sin haand underskriffve, om hand helles er kommen til sine myndige Aar. 


VIII. Kongens myndige Aar skall agtes hans Alders fiortende Aar, det trettende fuldendet, det fiortende begyndt, saa at, saa snart hand træder i sit fiortende Aar, skall hand sielff offentlig forklare sig myndig at være og ingen Værge eller Formyndere meer at vilde bruge. 


IX. Kongens Værgemaal og Formynderskab, imedens hand er mindreaaring, skall i alle maade saaledis beskickes, ligesom den nest for hannem Regierende Konge for sin dødelig affgang skrifftligen derom forordnet haffver. Mens dersom ingen saadann forordning eller sidste Villie fandtes, da skall dermed forholdes som effterfølger, nemmeligen: Enckedronningen, som er den minderaarige Konges rette kjødelige Moder, skall være Regiente, og hende till hielp og biistand i formynderskabet tilføyes de siuff høyeste Kongelige Raad og Betiente, og skulle disse samptligen forestaa Regieringen og alting effter de meste vota beslutte, huor da dronningen skall haffve tvende Stemmer og huer aff de andre ickon een stemme; og skulle alle breffve, befalninger og alle Regieringens ærinder altid forrettes og udstedes i Kongens naffn, enddog de aff Regienten og samptlige Regierende Formyndere underskriffves. 


X. Er Enkedronningen, Kongens Moder, ved døden affgangen eller og træder paa ny i Egteskabs Stand igien, da skall den neste Kongens Frende blant Printzerne aff Blodet aff Voris needstigende Linier, som her i Riget er og altid kand bliffve tilstede, være Regiente (dersom hand helles er kommen till sine myndige Aar, som skall agtes at være hans Alders attende Aar, det syttende fuldendet, det attende begyndt) og iligemaade haffve tvende Stemmers rettighed; og helles videre med alting forholdes, som før er meldet. 


XI. Men dersom forbeneffnde Printz aff Blodet icke endnu vaar kommen till myndig alder, saa og helles om ingen Printz aff Blodet vaar forhanden, da skulle offvenbemeldte siuff høyeste Kongelige Betiente Alleene forestaa og forvalte Regieringen og Formynderskabet med lige magt og myndighed, og huer Persohn haffve een Stemme, og saa alting fremdeelis effter den maade, som før er sagt. 





XII. Dersom og nogen aff de Regierende Formyndere fattedes ved dødelig eller anden tilfald, da skall de øffrige strax een anden, som dygtig till bestillingen er, udj hans sted indsette, og huem da er hans Effterkommer i Eembedet, skall og betræde hans sted og besidde hans sæde udj dette Regierende Formynderskab.


XIII. Regienten og samptlige Regierende Formyndere skulle strax svære Kongen icke alleene huldskab og troskab, mens endoch i sær belangende deris Formynderskab, at de i Kongens minderaarighed vill saaledis forestaa Regieringen, at Kongens absolute souveraine EenevoldsMagt og ArffveRettighed i alle maade uforkrencket og uformindsket hannem og hans Effterkommere bevares, og helles alting saaledis styre og raade, som de det agter for Gud og Kongen at forsvare.


XIV. Og saa snart de haffve giort deris Eed og træder till deris Embedes forretning, da skall det første de tager sig for være, at de strax uforhalet forfatter et rigtig inventarium, det er forteygnelse, paa disse Rigers og underliggende Landes Stæder, Festninger, saa og Gods, Kleinodier, Penge, Krigsmagt baade till Lands og Vands, saavelsom ochsaa all Kongens Jndtegt og Udgifft, saa at heraff strax kand eragtes, udj huad tilstand de det Regierende Formynderskab antræder, effter huilcken forteygnelse de og foruden nogen paaskud igien haffver at giøre Regnskab og svare Kongen til alting og stande hannem till Rette for all tiltale, saa snart han er kommen til sine Myndige Aar.


XV. Skall da derfor og hereffter aldrig disse Riger og Lande holdes for at være foruden Konge, imedens Voris needstigende Linier varer paa Færne og Mørne, saa at, saa snart een Konge ved døden affgaar, er strax virckligen og i gierningen sielff Konge og fører Konge naffn og titel den, som ArffveLinien den neste at være udviiser, og skall hannem strax Kongelige Mayestetes titel og ubundne Eenevoldsmagt arffveligen være til og hiemfalden det samme øyeblick hans Formand Aanden opgiffver. 

XVI. Og enddog i det alle Stænder, Adel, UAdel, Geistlig, Verdslig, een ubunden EenevoldsKongedømmes Magt Os og de aff Os needstiigende Linier paa Færne og Mørne till ævig tiid Arffveligen haffver eengang offverdraget, hereffter strax, naar een Konge ved døden affgaar, den neste i ArffveLinien Krone, Scepter og EenevoldsArffveKongetitell og Magt det samme øyeblick eygner og tillkommer, saa at ingen videre offverantvordning i nogen maade behøffves, efftersom Kongerne i Danmarck og Norge hereffter till ævig tiid, imedens nogen af Voris Kongelig ArffveStamme er tilloffvers, ere fødde og baarne og icke kaarede eller vallde Konger; icke dismindre, paa det all verden skall vide, at Danmarckes og Norges Konger holder det for deris største høyhed at ydmyge sig for Gud, og at de agte det for deris høyeste Magt og Vælde at være velsignet aff Gud ved hans Ords Tienere till en lycksalig begyndelse paa deris Regimente, da ville Vi og, at Kongen offentlig i kircken med dertil sømmelige ceremonier lader sig Salve.


XVII. Men Kongen skall alldeelis ingen Eed eller nogen forpligt, i huad naffn det og haffve kand, mundtlig eller skrifftlig fra sig giffve, effterdj hand saasom een frii og ubunden EenevoldsKonge icke kand bindes aff sine undersaatter ved nogen Eed eller foreskreffne forpligtelser.


XVIII. Kongen kand lade sin Salffvings høytidelige Fest holdes, naar hannem Iyster, enddog hand icke er kommen till sine fuldmyndige Aar; og er det jo før jo bedre at annamme og bekomme Guds velsignelse og Herrens krafftige biistand, som følger hans Salffvede; dog alt huad som ceremonier ickon angaar, dermed kand forholdes, efftersom tidens leylighed det beqvemmeligst at være udviiser. 

XIX. Og effterdj fornufften og den daglige forfarenhed nocksommeligen lærer, at een samblet og sammenknyttet magt er langt sterckere og aff støre krafft og fynd end den, som er adskillt og adspred, og jo større vælde og herredømme een Herre og Konge besidder, jo tryggere leffver hand og hans undersaatter for alle udvortes Fienders anfald: da ville Vi ochsaa, at disse Vore ArffveKongeriger Danmarck og Norge, sampt alle de dertill hørende provincier og Lande, Øer, Festninger, Kongelige herligheder og Rettigheder, Kleinodier, Penge og alle andre mobilier, Krigsmagt og Rustning baade til Lands og Vands, saavelsom ochsaa alt huis Vi nu med sær Eyeres Rett besidde, eller hereffter enten aff Os eller aff Voris Effterkommere med Sverdet vindes eller ved arff og nogen anden lowlig titell og middel forhuerffves kand, altsammen, intet undertaget, skall uskifftet og udeelt være og bliffve under Een Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge; de andre Printzer og Printzesser aff Blodet lade sig nøye med haabet og bie, indtill radden omsider kommer till dennem og deris Linier, Een effter anden.


XX. Og saasom Wi nu i foregaaende haffve anordnet og som een høyestnødvendig artickel i denne KongeLow allffvaarligen ville at skulle ubrødeligen og uden all imodsigelse holdes, at nemmelig disse Vore Riger og alle de Lande, som Vi nu virckligen besidde eller og i fremtiden kunde haffve ArffveRett og billig tiltale till, ingenlunde maa adskillies, skifftes eller deelis, saa ville Vi ogsaa, at da derimod de andre Kongelige Børn med nødvendig og reputeerlig underhold, deris Stand nogenlunde gemess, aff Kongen forsørges, huormed de og i alle maade skulle lade sig nøye, enten de i reede penge eller i Landgods bliffver afflagt, og dersom Landgods, være sig under huad høy æretitell det være kand, dennem forundes og tillegges, skulle de den Aarlige Jndkomst, nytte, brug og frugt alleeniste deraff deris Liffstiid haffve sig at tilleygne, Eyendommen sampt all Kongelig offvermagt stedse hos Kongen forbliffvende; huilcket og i ligemaade om dronningens Liffgedinge er at forstaa. 

XXI. Jngen Printz aff Blodet, som her i Riget er og udj Voris Gebeet sig opholder, maa giffte sig eller aff Landet reyse eller begiffve sig i fremmede herrers tieniste, med mindre hand aff Kongen forloff dertill erlanger.


XXII. De Kongelige døttre og Systre skulle med Fyrstelig underhold forsiunes, indtill de med Kongens Villie og Vidskab træder i Egteskabs Stand, da de med een Fyrstelig Brudskatt i reede penninge skall forsørges effter Kongens eygen milde behag, og derimod fraskriffve sig fra nogen videre underhold hos Kongen for dem eller for deris Børn at søge og begiere, indtil Arffvesuccessionen udj Regieringen dem kunde tilfalde. 

XXIII. Dersom Kongen ved døden afgaar, og den Neste i Linien till Arffvesuccessionen udj Regieringen er da ude aff Riget, naar Arffven hannem tilfalder, da skall hand strax, alle andre ærinder till side satt, uforhalet her ind i sit Rige dannemarck begiffve sig, at bo og holde hoff, og Regieringen strax antræde. Og dersom samme neste i Linien og da rette EenevoldsArffveKongen icke indstiller sig inden trej maaneders forlob, som er at beregne fra den første dag, hannem forrige Konges dødelig affgang bliffver forkyndet og anmeldet, da skall, med mindre hand ved siugdom eller anden uomgengelig tilfald lowligen vaar forhindret, i hans Sted være Konge den neste effter hannem udj Linien, som helles effter hans død er nest till Arffven. Med Statholderiet og Regimentets forvaltning imidlertid, indtill Kongen kommer, skall forholdes saasom i KongeLoven om det Regierende Formynderskab er anordnet.


XXIV. Printzerne og Printzesserne aff Blodet skulle haffve den øffverste sted i Sæde og gang effter Kongen og dronningen og iblant sig sielff haffve præcedentie og offversted, ligesom Linien udviser dem at være nest til Arffvesuccessionen udj Regieringen.


XXV. De skulle og for ingen underdommere svare, mens deris første og sidste dommer skall være Kongen, eller huem hand særdeelis dertill forordner. 

XXVI. Huad som nu udj foregaaende om Kongens Eenevoldsherredømmes Magt og høyhed sagt er, og dersom noget helles kunde være, som icke nu især vaar udtryckeligen forklaret, er tillsammen korteligen begrebet i disse faa, mens fyndige ord, at: Danmarckes og Norges Konge er een frii høyestfuldmegtig EenevoldsArffveKonge, saa at alt, huis om een absolut, souverain, Christen ArffveKonge kand til beste siges eller skriffves, det skall altsammen ochsaa om danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonning udj den yndeligste og beste meening forklares og udtydes, huilcket og iligemaade om Danmarckes og Norges EenevoldsArffvedronning er at forstaa, naar Arffvesuccessionen udj Regieringen nogen Printzesse aff Blodet i sin tid skulde tilfalde. Og efftersom den daglige forfarenhed og andre Landes ynckelige exempler nocksom udviiser, huor skadeligt det er, naar Kongers og Herrers mildhed og fromhed saaledis misbruges, at deris Magt og Myndighed aff een eller anden, ja end og undertiden aff deris eygne nærmeste og høyestbetrode Tienere fast usiunligen dennem beskæres, og i saa maade det gemeene beste ligesaavel som Kongerne sielff lider største forfang og affbreck, saa at det mangesteds høyligen haffde været at ynske, at Konger og Herrer med større nidkierhed haffde holdet offver deris myndighed, end tiit og offte skeet er: da ville Vi og allffvaarligen haffve Voris Effterkommere EenevoldsArffveKonger offver Danmarck og Norge befalet, at de med et nidkier og vaagendes øye giffve agt paa at holde deris ArffveRettighed og absolute souveraine, det er EenevoldsMagtes, høyhed uforkrencket, ligesom den nu aff Os her udj denne KongeLow dennem til ævindelig Arff fuldkommen er forestillet, og derfor ogsaa till dens ydermeere bestyrckelse nu hermed strengeligen biude og befale, at dersom nogen, være sig huem det være kunde, skulde understaa sig at udvircke eller forhuerffve noget, som kunde i een eller anden maade være Kongens absolute souveraine Eenevolds Magt til affbreck og forfang, skall dog alt, huis saaledis kand være tilsagt og erlanget, holdes for usagt og ugiort, og de, som sig sligt forhuerffvet eller tilsneget haffver, straffes som de, der Mayesteten beleydiget og imod Kongens Eenevoldsherredømmes høyhed groffveligen sig forgrebet haffver. 


XXVII. Og som Vi tilforne sagt haffver, at Een alleene skall være EenevoldsKonge og Herre offver disse Riger og alle Os underliggende Lande eller som i fremtiden kunde tillagde vorde, og de andre Kongelige Børn at skulle lade sig nøye med huis Kongen dem till nødvendig underhold, deris Stand nogenlunde gemess, vill forunde, og med det haab, de haffver i sin tiid till Arffvesuccessionen udj Regieringen: Saa ville Vi nu, all tvist og striid at forekomme og at affverge, korteligen her anordne, i huad rad og paa huad maade og manneer Een effter anden i sin tid Arffveligen udj Regieringen haffver at succedere. Skall derfor Sverdsiden udj rett lowlig Egteskab afflet altid først Arffvesuccessionen udj Regieringen tillhøre, og imedens Mand aff Mand er tilloffvers, saa lenge skall huercken Qvinde aff Mand ey heller Mand eller Qvinde aff Qvinde kaldes, og alldeelis ingen af MørneStammen Kronen arffve, saa lenge paa FæderneStammen nogen LifsArffving findes, saa at end och Qvinde aff Mand skall gange for Mand aff Qvinde.


XXVIII. Skall og i Arffvetallets Rad at mercke alt Linierne nøye tages i agt, saa at der icke for Alderens skyld springes aff Linie i Linie, mens Sønnen træder strax i Faderens sted, og imedens udj den første Mannlige Linie nogen MandsPersohn findes, skall den anden Mannlige Linie intet kunde arffve, og saa fremdeelis Linie effter Linie. Naar da endeligen Arffvesuccessionen udj Regieringen till Qvindekiønnet falder, da træde først frem de aff Os paa Færnestammen ved Sønnerne needstigende QvindeLinier og dereffter omsider de, som aff Os paa MørneStammen ved Døttrene needstige, alt Linie effter Linie, Een effter anden, og Førsteføddes Rett altid taget i agt, saa at, korteligen, Sverdsiden altid gaar for, de Mannlige Linier altid først, og saa blant dem, som ere lige i Linie og Kiøn, den Eldere stedse foregaar den yngere og niuder Førstefødis Rett.

 XXIX. Og paa det at jo alting saa klart maa for øyne stilles, at ingen i fremtiden med nogen billigheds skin skal kunde forevende nogen tvistige ords vanskelighed i denne KongeLowens forordning , da ville Vi den med Voris eygen Kongelige Børns naffne i sær, saasom til Exempel, forklare. Naar Vi derfor effter Guds villie og behag denne Jordiske Krone imod den ævige og himmelske afflegge og forbytte, da skall danmarckes og Norges og alle Vore Landes fuldkomne, ubundne, høyestfuldmegtige EenevoldsKongedømme og herskab Voris Førstefødde Søn Printz Christian arffveligen tillhøre, saa at, saa lenge udj de aff hannem needstigende Mannlige Linier (enddog hand sielff kunde være ved døden affgangen, førend Arffvesuccessionen udj Regieringen hannem virckligen vaar hiembfalden) nogen Mannlig Arffving findes, skall huercken Printz Georg og hans Linier eller hans Systre og deris Linier den allerringeste part aff Vore Riger og Lande arffve. 


XXX. Er da den Manlige Slegt aff Printz Christians Sønner og SønneSønner udj tusinde Leed uddød, da træde først frem Voris anden Søns Printz Georgs Manlige Linier og besidde Vore Rigers og Landes EenevoldsKongedømmes magt till ævindelig arff, alting uskifftet og udeelt, som før er sagt, alt Een effter anden, Mand effter Mand, Linie effter Linie, imedens Mand aff Mand er tilloffvers, Alderen taget i agt alleene blant dem, som ere lige i samme Linie og Kiøn, saa at den Eldere Broder altid foredrages den yngre, om endskiønt den Eldre vaar fød, førend hans Fader bleff Konge, og derimod den yngre afflet aff sin Fader, effterat Arffvesuccessionen udj Regieringen virckligen vaar hannem hiembfalden; Og skall effter foreskreffne maade med alting lige saaledis forholdes, om Gud ydermeere Voris Egteskab med fleere Mannlige Arffvinger velsignede. 

 XXXI. Skulde det da hende sig (huilcket Gud Naadeligen forbiude), at all den Manlig Slegt aff Sverdsiden alldeelis vaar uddød, da skall Arffvesuccessionen udj Regieringen tillhøre den sidste Konges Sønners døttre, og deris Linier, om nogen findes, huis icke, da hans eygne døttre, først den Eldste og hendens needstigende Linier, siden de andre og deris needstigende Linier, Een effter anden, Linie effter Linie, og blant dem, som ere lige udj samme Linie, altid Kjønnet først agtes og siden Alderen, saa at Sønnen stedse gaar for daatteren, og siden den Eldere foregaar den yngere, huilcket altid skall tages i agt. 


XXXII. Lader hand da heller ingen døttre effter sig, da skall den Printzesse aff Blodet, som hannem paa FæderneStammen hører nest till, Arffvesuccessionen udj Regieringen være hiembfalden og hendes Linier, een effter anden, paa den maade, som før er sagt. 

 XXXIII. Dernest skall den sidste Konges neste Frencke og Slegt, som dog er udj de aff Os ved Sønnerne needstigende QvindeLinier, Arffveligen udj Regieringen succedere, og hendes Børn og Børnebørn effter hende, Een efter anden, Linie effter Linie, paa den maade, som før er forklaret. 


XXXIV. Er da Voris Sønners Linier Mandkiøn og Qvindkiøn gandske uddød, da komme Radden till Printzesserne Vores døttres Linier, og først till Printzessen Anna Sophia saasom den Eldste og hendes Børn og Børnebørn i tusinde Leed; siden till de andre, alt Een effter anden, Linie effter Linie, saa at dog stedse blant dem, som ere lige udj samme Linie agtes Kiønnet først og siden Alderen, Søn for Daatter og siden den Eldre for den yngre; og imedens Een aff Voris Blod er tilloffvers, hører disse Rigers og Landes EenevoldsKongedømme og Herskab samme Printz eller Printzesse arffveligen till, Linie efter Linie, Een efter anden.

 XXXV. Den Eldre daatters daatter i tusinde Leed skall altid foregaa den yngre daatters Søn og daatter, og maa icke springes aff Linie i Linie; men den anden Linie bie effter den første, den tredie effter den anden, den fierde effter den tredie, og saa fremdeelis. 


XXXVI. Men dersom Arffvesuccessionen udj Regieringen kommer til een Daatters Søn, og hand lader Mannlige Arffvinger effter sig, da skall med de aff hannem needstigende Mannlige Linier alting forholdes, saasom Wi om de aff Os needstigende Manlige Linier forordnet haffver, at alle de aff hannem kommende paa FærneStammen og Sverdsiden skulle da fremfor alle andre arffveligen udj Regieringen succedere, Een effter anden, Linie effter Linie, den Eldre altid for den yngre, saa at, korteligen, Mand aff Mand gaar først for Qvinde aff Mand, og siden Qvinde aff Mand gaar for Mand og Qvinde aff Qvinde, og dernest videre med alting forholdes, som før er sagt. 

 XXXVII. Det er Døttrene og døttrenes Børn og Børnebørn i ævindelig rad, som Arffvesuccessionen udj Regieringen skall tillhøre, og icke døttrenes Mænd, som aldeelis intet med disse Rigers Eenevoldsherskab skulle sig befatte, og i huor høye og megtige de hellers kunde være i deris eygne Lande, skulle de dog, naar de herudj Riget ere, alldeelis ingen magt sig tileygne, mens altid ære Arffvedronningen og hende den høyre haand og ypperste sted giffve. 


XXXVIII. Blant Børn og Børnebørn regnes endoch fosteret, saa at, om end skiønt det først effter Faderens død fødes till verden, niuder det dog strax sin tilbørlige Sted og Rad i Arffvetallet saavelsom de andre. 

 XXXIX. Og efftersom Vi aff Guds milde og Faderlige velsignelse visseligen haffve at haabe og formode, at Voris Kongelige Arffvehuus og Stamme ævindeligen skall blomstre og mangfoldeligen voxe og formeeres, da paa det i fremtiden formedelst de needstigende og tverstigende Liniers mengde icke nogen tvist og irring udj alderen eller confusion blant Linierne skulde foraarsages, ville Vi saa og hermed alffvaarligen biude og befale, at, naar nogen aff Voris Stamme Søn eller daatter fødes, Forældrene da samme Printzes eller Printzesses naffn og fødselsdag uden forsømmelse lader Kongen anmelde og forkynde, saa frembt de agter nogen ArffveRett til disse Riger og Lande i sin tiid at ville prætendere, og derimod igien aff Kongen et documentum insinuationis, at de nemmelig sligt tilbørligen haffver tilkiende giffvet, begierer, huoraff da Gienparten udj Voris Archivo skall giemmes, og helles ogsaa et rigtig SlegtRegister offver Voris Kongelige Arffvestamme altid holdes og der bevares. 


XL. Alt det, som hidindtil om Børn og Børnebørn i tusinde Leed er meldet, er altsammen at forklare og udtyde om rette Egtebørn og ingen anden. Rette EgteSønner og Egtedøttre, afflede udj ret lowlig Egteskab aff den aff Os needstigende Kongelige ArffveStamme, ere alleene at forstaa ved de Børn og Børnebørn, som udj KongeLowen omtales. 

Saa haffver Vii nu, saa viit som menniskelig forsigtighed mueligt er, alting paa beste viis og manneer ordnet og stillet, og saasom Os haffver siunet best og beqvemmest all Skade og ulempe at kunde affverges, og Vores inderlig elskede undersaatter at kunde udj fred og rolighed foruden frygt for indvortes tvist og oprør tryggeligen bygge og bo. Menniskens endoch de allerviiseste anslag ere dog udj Guds haand, og i huor viselig een ting begyndt er, saa er det dog Gud, som giør enden og udgangen derpaa effter sin behagelige villie, udj huis Guddommelige forsiun og Faderlige beskermelse Vi Voris Kongelige Arffvehuus og Vore Riger og Lande og deris Jndbyggere til ævig tid befale. Giffvet paa Vort Slott Kiøbenhaffn, den 14. Novemb. Aar 1665. 


Under vort Zignete 


Friderich. 


ad mandatum Sæ Regiæ 
Majestatis proprium 
P. Schumacher



Federico III rey de Dinamarca y Noruega.



(Haderslev, 18 de marzo de 1609 - Copenhague, 9 de febrero de 1670). Rey de Dinamarca y de Noruega de 1648 a 1670). Era hijo de Cristián IV y de Ana Catalina de Brandeburgo.


En su reinado Dinamarca cedió definitivamente su papel de potencia nórdica en favor de Suecia, país con el que protagonizó dos guerras que pusieron en peligro la misma existencia de su reino. Tras el Tratado de Roskilde, Dinamarca quedó terriblemente mutilada, con la peor pérdida territorial de toda su historia y la privación del control sobre el acceso al Mar Báltico. Con todo, la activa defensa que hizo de su país lo convirtió en un rey extremadamente popular, y apoyado en esas circunstancias, consiguió proclamar la monarquía absoluta hereditaria en 1665.

Primeros años

Federico nació en Haderlevshus, en Schleswig. Su posición como hijo menor influiría de forma determinante en su formación. En su niñez y juventud, nada parecía indicar que se converriría en rey, y su padre, el rey Cristián IV, lo utilizó como instrumento de su política expansionista en Alemania. Siendo todavía pequeño, fue nombrado obispo coadjutor de Bremen, de Verden y de Halberstadt, dentro del protestantismo, y a la edad de 18 años, era comandante de la fortaleza de Stade. Así pues, desde una edad temprana ya tenía experiencia administrativa, mientras que su educación era bastante esmerada. Cultivó el gusto por los estudios literarios y científicos.
El 1 de octubre de 1643, a la edad de 35 años, se casó con Sofía Amelia de Brunswick-Lüneburg, una adolescente de 15 años, hija del duque Jorge de Brunswick-Luneburgo
Durante la guerra Sueco-Danesa (1657-1658), su padre lo nombró comandante de las tropas de Schleswig y Holstein. No obtuvo gran reconocimiento en la guerra, principalmente a causa de su constante enfrentamiento con el mariscal Anders Bille, comandante del ejército danés. Esa etapa marcó el primer distanciamiento del príncipe con la nobleza, que comenzó a verlo con desconfianza.
La prematura muerte de su hermano mayor el príncipe Cristián en junio de 1647 hizo que Federico fuese elegido príncipe heredero, al ser el único hijo legítimo sobreviviente del rey, pero la cuestión de la sucesión no quedó resuelta hasta el 6 de julio, fecha de la coronación de Federico, solamente después de firmar un compromiso (Håndfæstning) que aumentaba considerablemente el poder del Consejo Real en detrimento de la monarquía.

Rey de Dinamarca y Noruega



Los primeros años de su gobierno estuvieron, pues, caracterizados por el dominio del Consejo. este mantuvo una confrontación con los dos hombres más poderosos del reino, los cuñados del rey, Corfitz Ulfeldt y Hannibal Sehested, quienes tenían el título de rikshovmester. Ambos fueron retirados de sus cargos en 1651, acusados de traición. Sehested recobró el favor del rey en 1660. Ulfeldt se exilió en Suecia y se convertiría en un aliado de ese país, mientras que su esposa Leonora Christina –media hermana de Federico III- fue encarcelada en la Torre Azul durante 22 años, acusada de complicidad.

Guerra Sueco-Danesa (1657-1658)

Pese a sus cualidades, Federico no fue capaz de reconocer sus propias limitaciones y las de su país. En la política exterior, continuó la lucha de su padre en la búsqueda de la supremacía en el área del Mar Báltico. El 6 de junio de 1654 ascendió al trono de Suecia el rey Carlos X Gustavo, cuya habilidad guerrera fue vista por Federico como un peligro para Dinamarca.
Carlos Gustavo entró en guerra con Polonia, invadiendo dicho país en julio de 1654, y aunque esa guerra no representaba un peligro latente para Dinamarca, Federico decidió romper la paz con Suecia en la primera oportunidad. El Consejo Danés, en asamblea el 23 de febrero de 1657, garantizó subsidios considerables para la movilización y los gastos militares. El 23 de abril Federico recibió el consentimiento de la mayoría en el Consejo para atacar las posesiones suecas en Alemania. A inicios de mayo, las negociaciones pendientes con Suecia durante la última guerra fueron rotas unilateralmente por Dinamarca, y el 1 de julio Federico firmó un manifiesto con el que pretendía justificar la guerra, aunque nunca hubo una declaración oficial. Dinamarca no tenía la fuerza militar suficiente ni las alianzas necesarias para hacer frente a la potencia rival.
El rey sueco salió de Polonia con un ejército de 6000 soldados de caballería y 2500 de infantería, y marchó hacia las posesiones danesas para penetrar en Jutlandia en 1657. Los suecos tomaron la fortaleza de Frederiksodde. La armada danesa logró evitar que el ejército enemigo cruzara el Pequeño Belt, pero Carlos Gustavo consiguió atravesar ese y el Gran Belt entre enero y febrero de 1658 gracias al congelamiento de los estrechos. Los efectos de esa hazaña nunca antes vista fueron devastadores para el gobierno danés. Federico se vio obligado a pedir la paz y por la persuasión de los ministros de Francia e Inglaterra, Carlos Gustavo abandonó sus planes de conquistar Dinamarca. El Tratado de Taastrup se firmó el 18 de febrero y el Tratado de Roskilde el 26 de febrero de 1658, con las peores consecuencias para Dinamarca y Noruega. Dinamarca perdió gran parte de su territorio: Escania, Halland, Blekinge y la isla de Bornholm; Noruega cedió a Suecia las provincias de Trondheim y Bohuslän. Corfitz Ulfeldt, enemigo del rey danés y asilado en Suecia, actuó como representante de ese país en las negociaciones de paz.
Alcanzada la paz, sucedió una anécdota singular. Federico invitó a Carlos Gustavo a ser su huésped en el Castillo de Frederiksborg. El sueco aceptó y pasó tres días (del 3 al 5 de mayo de 1658) junto a Federico, participando en banquetes y en largas conversaciones privadas. Parecía que ambos reyes, tras haber pasado por un mortal enfrentamiento, terminarían por cultivar una amistad.

Guerra Sueco-Danesa (1658-1660)

Ante la resistencia de Dinamarca a cumplir con todas las condiciones del Tratado de Roskilde y las ambiciones de Suecia tras evidenciar las limitaciones militares danesas, Carlos X Gustavo rompió la paz poco tiempo después, en el mismo año de 1658, sin previa declaración de guerra.
El movimiento fue rápido. El principal ejército sueco desembarcó en Korsør, en Selandia, el 17 de julio de 1658, sembrando el terror y anticipando un pronto ataque contra la capital danesa, mal defendida. Federico III se dispuso a participar en la defensa de la ciudad. En respuesta a la sugerencia del Consejo de abandonar la ciudad, expresó: “moriré en mi nido”, frase que le valió la popularidad entre los pobladores. La población de Copenhague, hombres y mujeres, encabezados por el alcalde Hans Nansen, se alineó con el rey y se dispuso a defender su ciudad a toda costa. A principios de septiembre, se habían reparado todas las brechas en las líneas defensivas, las murallas estaban ahora repletas de cañones y los hombres armados habían pasado de 2000 en agosto a 7000.
La ciudad logró fortificarse de tal modo que Carlos Gustavo abandonó sus planes de tomarla por asalto, y en vez de ello comenzó un sitio ordinario. Tuvo que abandonar el sitio cuando una flota holandesa acudió en ayuda de los daneses y venció a la flota sueca el 29 de octubre. Los holandeses participarían entonces en la liberación de las islas danesas en 1659. En 1660 murió el rey de Suecia e inmediatamente se pactó la paz en Copenhague. El Tratado de Roskilde de 1658 fue llevado a cabo y Dinamarca perdió todas sus posesiones en la península escandinava. Federico pudo, sin embargo, recuperar la provincia de Trondheim para Noruega, y Bornholm para Dinamarca.

Monarquía absoluta

Alcanzada la paz y pese a las cuantiosas pérdidas, Federico III supo aprovechar la enorme popularidad que había conseguido al defender al país. Valiéndose de los desacuerdos entre la nobleza, por un lado, y la burguesía y el clero, por otro, anuló en la asamblea de 1660 los compromisos de 1648 e introdujo el absolutismo. En 1665, Peder Schumacher redactó la Ley Real (Kongeloven), que sería históricamente la única "constitución" absolutista. La ley otorgaba al rey poderes ilimitados; en ella se consideraba al rey como "la cabeza más grande y alta en la Tierra, superior a todas las leyes humanas".
Los últimos años de su reinado se desarrollaron en el intento de reconstruir el país. Copenhague fue convertida en una ciudad llena de guarniciones, y se fortaleció la defensa del reino tanto como lo permitireron las malogradas finanzas públicas.
En 1665 Federico tuvo la oportunidad de devolver el favor que le habían prestado los holandeses, evitando que los británicos se apoderaran de la Flota de Especias de las Indias Orientales. La flota holandesa había buscado refugio en Noruega, y los británicos intentaban persuadir al rey Federico de apropiarse de la flota, con el argumento de que tenía un valor superior a todo su reino. Federico y los británicos lograron ponerse de acuerdo para atacar a la flota, pero antes de que los buques daneses llegasen a Bergen, el comandante de la fortaleza ya había expulsado a los barcos británicos en la batalla de Vågen.
Federico III murió de neumonía en el Castillo de Copenhague en febrero de 1670 y fue sepultado en la Catedral de Roskilde.

Legado


El nuevo monarca era de carácter reservado y enigmático. Pocas veces sonreía y hablaba poco, en fuerte contraste a Cristián IV. Carecía de la brillantez y carisma de su impulsivo padre, pero en compensación tenía autocontrol y moderación. Interesado en la teología, las ciencias y la literatura, era un ávido lector y coleccionista de libros. Fundó en 1648 la Biblioteca Real Danesa, en Copenhague, con volúmenes propios y los adquiridos a bibliotecas particulares de familias nobles.




Scherezada Jacqueline Alvear Godoy



Peder Schumacher

El conde Peder Griffenfeld (antes de acceder a la nobleza Peder Schumacher) (24 de agosto de 1635 – 12 de marzo de 1699) fue un hombre de estado dinamarqués. Uno de los autores de ley real de 1665

Comienzos

Nació en Copenhagen en el seno de una rica familia comerciante conectada con círculos del poder cívico, religioso y erudito de la capital de Dinamarca, comenzó su escolarización con Jens Vorde a los 10 años de edad. Vorde alaba sus extraordinarias dotes, su dominio de las lenguas clásicas y su dedicación al trabajo. El excelente desempeño en sus exámenes preliminares la ganó la amistad de su examinador el Obispo Jasper Brokman, en cuyo palacio conoce al rey Federico III de Dinamarca. El rey quedó sorprendido con Schumacher; y Brokman, orgulloso de su pupilo, lo hizo traducir un capítulo de la Biblia en Hebreo primero al Latín y luego al danés, para entretener al monarca.
En 1654 el joven Schumacher viaja al exterior durante un lapso de ocho años, para completar su educación. Desde Alemania se traslada a Holanda permaneciendo en Leiden, Utrecht y Amsterdam, y en 1657 recala en el the Queen's College, Oxford, donde permanece tres años. Los eventos que tuvieron lugar durante esta época en Inglaterra mientras estaba en Oxford le interesaron en gran medida. Coincidiendo con la revolución en Dinamarca, que dejó abierta una oportunidad a las clases medias, se convenció que su futuro estaba en la política. En el otoño de 1660 Schumacher visita Paris, poco tiempo luego de la muerte de Mazarin, cuando el joven Luis XIV de Francia por primera vez se hace con las riendas del poder. 
Schumacher quedó muy impresionado por la superioridad administrativa de una monarquía fuertemente centralizada en manos de un monarca energético que sabía que es lo que quería; y tanto en la política, como en las costumbres Francia será su modelo a partir de ese momento. El último año de sus viajes lo pasó en España, donde adquirió un buen conocimiento del idioma castellano y de su literatura. Se dice que a su regreso a Dinamarca trajo una moralidad relajada y unos modales refinados.

Carrera

A su regreso a Copenhagen, en 1662, Schumacher se encontró con que la monarquía se asentaba sobre las ruinas de la aristocracia, y dispuesta a contratar los servicios de todo hombre de clase media que tuviera talentos especiales. El joven aventurero se aseguró la protección de Kristoffer Gabel, el confidente del rey, y en 1663 fue designado el bibliotecario real. Una amistad romántica con el bastardo del rey, el conde Ulric Frederick Gyldenløve, consolidó su posición. 
En 1665 Schumacher obtuvo su primer puesto político como secretario del rey, y ese mismo año compuso la memorable Kongelov (Ley Real). Se había convertido en un personaje de la corte, donde se granjeó la simpatía de muchos con su amabilidad y espíritu; y se comenzaba a percibir su influencia en temas políticos.
Al morir Frederick III (1670) Schumacher era el consejero real de su mayor confianza. Solo él sabía de la existencia del nuevo trono fabricado con marfil de morsa decorado con tres leones de tamaño natural de plata, y de los nuevos elementos reales, tesoros que, siguiendo órdenes del rey, había escondido en una celda debajo del castillo real. Frederick III también le había hecho entrega de un paquete sellado que contenía el Kongelov, el cual solo debía ser entregado a su sucesor. 
En su lecho de muerte Frederick III le recomendó a Schumacher su hijo. "Conviértelo en un gran hombre pero hazlo despacio," dijo Frederick, quien entendía las personalidades de su hijo y de su ministro. Cristián V estaba impresionado por la confianza que su padre le tenía a Schumacher. Cuando el 9 de febrero de 1670, Schumacher entregó el Kongelov a Christian V, el rey pidió que se retiraran todos los que estaban en su presencia, y luego de estar reunido una hora con Schumacher lo designó su Obergeheimesekreter.
Su ascenso fue rápido. En mayo de 1670 se le otorgaron los títulos de excelencia y privy councillor; en julio de ese mismo año fue hecho noble con el nombre de Griffenfeld, su título se deriva del grifo dorado con alas abiertas que estaba en su escudo de armas; en noviembre de 1673 fue nombrado conde, caballero de la Orden del Elefante y finalmente, canciller. En el curso de los próximos meses abarcó cada rama del gobierno: había llegado al apogeo de su grandeza la cual tendría una corta duración.
Había cautivado al experto Frederick III con sus conocimientos literarios y sus especulaciones mentales; y se impuso sobre el obtuso e ignorante Cristián V ahorrándole problemas, pensando y actuando en su nombre, a la vez que le hacía creer al rey que era el mismo rey quien estaba pensando y actuando de manera autónoma. No solo ello, sus cualidades de dirección se complementaban con un talento para organizar el cual se hizo sentir en cada departamento del estado, y con una maravillosa capacidad de adaptación que lo convertía en un gran diplomático.
El 25 de mayo de 1671 Dinamarca estableció los títulos de conde y barón; unos meses después se creó la Orden de Dannebrog como una forma nueva de ganar adherentes mediante reconocimientos de favor. Griffenfeld fue el creador de estas nuevas instituciones. Él consideraba que la monarquía era la forma de gobierno ideal. Pero también perseguía un objetivo político. 
La aristocracia de nacimiento, a pesar de sus problemas y reveses, aun era la élite de la sociedad; y Griffenfeld, el hijo de un burgués, era su enemigo más acérrimo. Los nuevos baronazgos y condados, que debían su existencia exclusivamente a la corona, eran un poderoso solvente de los círculos aristocráticos. Griffenfeld se dio cuenta que en el futuro, el primero en la corte seria el primero en todos los sitios. Mucho se hizo para promover el comercio y la industria, muy especialmente el resucitamiento de la Kammer Kollegium, o consejo de comercio, y la abolición de algunos de los monopolios más dañinos. 
Tanto la administración central como la de las provincias fueron reformadas en gran medida con la idea de hacerlas más centralizadas y eficientes; y se definieron con precisión por primera vez las posiciones y deberes de los diversos magistrados, que ahora pasaban a ganar salarios fijos. Pero lo que Griffenfeld creaba, Griffenfeld necesitaba controlar, y no pasó mucho tiempo antes de que fuera a inmiscuirse en la jurisdicciones de los nuevos departamentos del estado mediante conferencias privadas con sus jefes. Sin embargo, es un hecho indiscutible que bajo la dirección unificada de esta mente brillante, el estado dinamarqués era ahora capaz, durante un tiempo, de utilizar todos sus recursos como nunca antes lo había hecho.

Durante los últimos tres años de su administración, Griffenfeld se dedicó por completo a conducir la política exterior de Dinamarca. Es difícil darse una idea clara de ello, en primer lugar porque su influencia estaba permanentemente entorpecida por tendencias opuestas; además la fuerza de las circunstancias lo obligaban a modificar numerosas veces sus posiciones; y finalmente porque consideraciones de carácter personal se entremezclaban con su política exterior, y la hacían más ambigua y difusa que lo que debería haber sido. En breve, Griffenfeld tenía por objetivo elevar nuevamente a Dinamarca al rango de una gran potencia. 
Su plan era conseguir esto mediante un cuidadoso uso de sus recursos, y mientras asegurarla y enriquecerla mediante alianzas, que proveerían grandes ingresos a la vez que imponían muy pocas obligaciones. Implementar una política de este tipo tentativa y condicionada, en un periodo de tensión universal y revueltas, era muy difícil; pero Griffenfeld no consideraba fuera algo imposible de conseguir.